Musisk set

Madrigaler er verdslige sange og ligesom al anden kunstmusik fra renæssancen er de primært polyfone altså flerstemmige. Hver stemme har sin selvstændige melodi. Man sang efter stemmebøger, det vil sige at hver sanger havde kun sin egen stemme at synge efter, man sang ikke efter partitur. Der var heller ikke taktstreger, så nutidens udgaver med fælles taktstreger er på nogle punkter misvisende. Stemmerne er ligestillede - et temas gentagelse i en anden stemme har samme betydning som første gang det optrådte. Nogle gange har sopran/alt først temaet, derefter tenor/bas, så der er en vekselvirkning mellem stemmegrupperne. Ofte ser man at sopran/tenor har ét tema samtidig med at alt/bas har et andet. Det giver en nærmest kaotisk effekt. Stemmerne slynger sig om hinanden med kunstfærdighed og poesi. De tematiske polyfone dele afveksles med monofone dele, hvor stemmerne samles inden et nyt polyfont tema begyndes.

På mange måder kan man godt sammenligne musikken i madrigalen med fugaen. En ofte simpel begyndelse i en enkelt eller to stemmer eller alle i monofoni hvorefter kompleksiteten tager til og hver stemme får sit eget liv. Når kompleksiteten er på sit højeste vender man tilbage til det simple eller slår et nyt melodisk tema an.

Madrigalkunsten var for trænede sangere, kompositionerne var ofte svære og indeholdt forskellige musikalske spidsfindigheder. En brugt spidsfindighed var at illustrere teksten i musikken: hvis der i teksten var beskrevet fx tårer der faldt, blev deres dryp efterlignet i musikken.

Komponisterne var ofte ansat direkte ved hoffet til at komponere madrigaler. Mange af komponisterne var på samme tid engageret til at skrive kirkelig musik. De løsslupne og ofte eksperimenterende madrigaler har fungeret som et afbræk i arbejdet med den meget stilrene kirkemusik.

Madrigalen afslutter middelalderens internationale, polyfone musikkultur, men er også det første trin mod en ny og mere nationalt baseret udvikling, der peger frem mod barokken.